Jeg er fortabt og besat. Af træning. Hvem havde troet at det skulle blive mig? Heller ikke jeg. Nu har jeg efterhånden trænet i et halvt års tid, og jeg ville være gået psykisk ned foruden træningen. Det er min pause fra hverdagen. Her kan jeg løbe, til mine lunger smerter. Og så er der ikke andet. Kun min puls der dunker, og lige så snart jeg har brudt muren, så suser endorfinerne rundt i min krop. Det er fantastisk.
Billedet ovenover, var det som i starten af mit træningsforløb fik mig ud hver eneste gang. Jeg gad ikke, men ombestemte mig da jeg så dette.
Og hold kæft, hvor er jeg glad for at jeg blev ved.
Træningen er min flugt fra hverdagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar