Her får I så et dejligt blogindlæg om mine kredsende tanker. Som i en cirkel, hvor der ikke findes nogen afkørsel.
Bekymringer. Jeg bruger alt for meget energi på at bekymre mig. Hvad skal der nu ske med min pony der lider af kraftige vejrtrækningsproblemer? Bliver det en kugle for panden? Nej, jeg håber så inderligt at det ikke bliver en realitet.
Hvad så når jeg begynder i 1.G på mandag i en helt ny klasse? Får jeg nogle nye venner, eller bliver jeg hende der loneren, som der egentlig ikke rigtig er nogen der vil kendes ved? Hvad med karakterne? Er jeg overhovedet dygtig nok til at have matematik A niveau, eller burde jeg egentlig droppe ud på forhånd? Og hvad med de venner som jeg nu ikke skal gå i klasse med, vil min kontakt med dem fortsat være intakt?
Det er som om at bekymringerne langsomt æder mig op, og får mit humør til at ramme nul til tider. Jeg er generelt programmeret fra fødslen til at bekymre mig, og gud hvor ville det være skønt at til tider kunne se lidt lysere på tilværelsen. Misundelsen kan også til tider hobe sig op over dem som altid formår at se lyst på tingene. Giv lidt til mig af den "Little-miss-sunshine" attitude, please. Den ville løfte min tilværelse op med 10 point.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar